Dansk J/109-test
Sprang på den här testen i danska Bådmagasinet. Några år gammal, men kul i alla fall. Snart kommer nya tester i Bådnyt og Bådmagasinet, då man i april testar både J/109 og J/122 i Kappeln i Tyskland.
Amerikanske J/109
Er til det meste. Et af efterårets store lyspunkter var mødet med J/109 i tindrende solskin på Flensborg fjord. Båden favner bredt og byder sig til i flere genrer.Af Morten Brandt Foto: Per Heegaard
Kilde: Bådmagasinet nr. 4-2004Slutningen af 2003 var lidt af en prøvelse – i næsten to fulde måneder var en massiv grå dyne trukket hen over hovederne på os – men også kun næsten. For efter at være sluppet levende gennem det atomvinterlignende efterår står et enkelt isoleret lyspunkt tilbage og rager op gennem erindringens tåger.
Der er solskin og lyset er krystalklar. De 4 – 5 meter vind er tunge og fulde af kraft. Ude på fjorden blæser der mere, hvilket tydeligt kan høres når et vindpust løber ned fra skrænterne, igennem skoven for at blive til en synlig mørk skygge, der farer ud over vandet.
Vi skal sejle J/109 og er kørt syd for grænsen til Yachten Kösling i Flensborg. I Danmark er der nemlig ingen, der forhandler de større både fra J.
J/109 befinder sig vægtmæssigt på niveau med en X-362 blandt cruise/race-klassens lettere tøser. Den vejer 4950 kilo. Til sammenligning ligger en Bénéteau First 36.7 på 5870 kilo, en Dehler 36 vejer 6000 kilo og Jeanneau Sun Fast vejer 6250 kilo. Danske konstruktioner som Luffe 37 og Molich X-meter er i denne sammenhæng rene anorektiske tilfælde. Luffen vejer 3700 og X-meteren 3600 kg.
Men komfort koster tilsyneladende kilo. Fælles for cruise/racerne er, at de alle satser på en komfort, der er tilstrækkelig høj til at fire til seks voksne kan bo og leve om bord i kortere tid uden at føle det primitive friluftslivs snærende bånd.
Bovspryd i fortrekanten
Men J/109 har noget som de andre både i cruise/race-genren ikke har. Når du slår øjnene op efter en god lang nat i den rummelige forkahyt, er det sandsynligt, at du vil gnide dem en ekstra gang. For oppe under loftet i styrbord side er der fra skot til skot monteret et langt hvidt rør. På røret sidder der snore og blokke. Men så husker du, at J-værftet har gjort bovsprydet til symbol på, at man vil noget ud over det sædvanlige. Vi er med andre ord om bord på en båd, der tager udgangspunkt i det oprindelige ved sejlsport nemlig, at det skal være sjovt, hvad enten det er på tur eller til kapsejlads. Lidt afhængig af vindstyrken kan man således med stor effektivitet sætte et af de mangefarvede ballonsejl fra vindvinkler omkring 45 grader – og dét er sjovt, for det giver sejladsen et ekstra moment samt nogle højere cifre på loggen.
Ud over to af Köslingers folk, havde jeg til lejligheden medbragt Luffe 37-sejler Anders Brandt. To personer plus selvstyre kan uden problemer håndtere båden.
Med et stort rat og balanceror har man en god fornemmelsen af, at styre præcist ligesom komforten og funktionaliteten for rorsmanden er som den skal være. I bomningerne på løberen reagerede båden hurtigt og stramt. Storskødesystemet fra Harken sidder inden for rækkevidde og med et genialt enkelt fintrimningssystem var det svært at holde fingrene væk.
Geniale gennaker
Med et hurtigt træk i snoren ryger det 1,67 meter lange kulfiber-bovspryd frem gennem røret i forkahytten. Så monteres faldet og skødet, hvorefter gennakeren er klar til at blive sat. Sejlet er nemt at betjene, særdeles anvendeligt og ligeså snart man sejler bare en smule åbent, er det meget sjovere. Den gennaker vi havde oppe var på 120 kvadratmeter. Den blev sat fra en pose på dækket i læ af storsejlet. Modsat spileren, der kræver folk, som flintrer rundt med stage på fordækket, skøder, gajer, barberhal og nedhal ja, så er der på gennakeren ét skøde som på en genua.
I modsætning til genuaen, der i stagvendingerne kører mellem mast og forstag kører gennakeren i bomningerne hele den lange vej uden om forstaget. Eneste trick i manøvren består i at slække godt af på skødet, så barmen får luft nok til at blæse ud forbi forstaget inden man haler det nye skøde. Sejlet er egentlig til skærende kurser, hvilket betyder, at hvis man absolut skal gå dybt så slækker man cirka en meter af på halsen for enden af bovsprydet, hvorved sejlet får mere luft og dermed lov til at flyve lidt mere. Men det bliver aldrig en spiler, så hold dig langt væk fra vindvinkler større end 135.
Væltede i pust
Efter at have kørt på en almindelig agtenfortværs med en kedelig og alt for stor vindvinkel på cirka 160 grader ville vi prøve bådens muligheder på skæring. Barmen blev trukket ned til bovsprydet, og der blev skødet hjem på begge sejl, mens vi roligt gik højere og højere indtil vi lå stabilt med en relativ vindvinkel på 50 – 60 grader. Vi havde en klar fornemmelse af stabilitet og kontrol om bord, men ikke desto mindre skulle vi være vågne, når et af pustene fra skoven ramte sejlene. Med den spidse vindvinkel var vi på grænsen til, hvad båden kunne klare. For da et pust på cirka 8 m/sek. ramte os krængede båden yderligere over, roret trak luft og jeg mistede styringen med båden, der roligt og udramatisk skar op mens vi slækkede af til vi igen fangede trykket, for atter at nærme os de 50 – 60 grader. Næste gang der kom et pust, blev det kaldt i tide så vi kunne falde og slække, hvorefter det forøgede tryk blev omsat i fart så vi i stedet for 7,5 knob loggede 8,5.
”Det har jeg aldrig oplevet på Luffen,” fortæller Anders Brandt.
”Selvfølgelig går man heller ikke helt så højt til vinden med en almindelig spiler, men det er min fornemmelse, at når denne båd presses hårdt nok, så vil man miste den, hvis man ikke falder af i tide. På Luffen er der stabilitet nok til, at man kan falde af og gå dybere mens man er i pustet.”
Fine fornemmelser
Ud af den samlede vægt på 4950 kilo er de 1769 kilo at finde i kølen, hvilket giver en kølprocent på omkring 36. Ikke meget hvis man sammenligner med en Luffe 37, der har en kølvægt på 1650, hvilket giver en kølprocent på 45. Dermed en underbygning af Anders Brandts udsagn om større stabilitet.
Sammenligner man imidlertid med søstrene i cruise/race-klassen er kølprocenten tæt på det normale. Således ligger Jeanneau Sun Fast på 32 procent, Dehler 36 på 37 procent mens X-362 skiller sig ud med en kølprocent på 44. Omvendt henter J/109 meget stabilitet ud af skrogfaconen. Både i havn og under sejlads har man en fornemmelse af at være på et stort, rummeligt og stabilt skib.
Efter nogle bomninger som qua gennakeren og storskødesystemet forløb smertefrit rullede vi genua I’eren ud, tog gennakeren ned og gik op på kryds. Manøvrerne viste, at dækket og cockpittet ikke bare ser ud til at være layoutet rigtig, det fungerer også i praksis, og der var masser af plads til fire mand.
På kryds var der er en god balanceret fornemmelse i båden. I de cirka 5 sekundmeter havde vi god acceleration og fortsat en fin fornemmelse på rattet. På trods af at vi havde standard sejl på, og at masten var langt fra racetrim, gjorde det høje smalle sejlplan det let at bygge fart og højde. Med tursejlads i baghovedet blev det noteret, at der ikke hang generende bakstag i vejen.
Selvom det var koldt var det en af den slags dage, hvor man ikke umiddelbart har lyst til at gå i havn. Mest af alt var stemningen til at fortsætte ud af Flensborg Fjord med solen og vinden i ryggen.
Mens vi sejlede ind bemærkede vi, at båden også for motor er meget manøvredygtig.
Det er med andre ord svært at være alvorligt utilfreds med J/109. Værftet har kastet mange bolde i luften og de har formået at gribe de fleste igen. Det et således en båd, der er interessant at sejle dag-, aften- og weekendture i, men samtidig er den også fristende at bruge i sommerferien, ligesom den kunne være rigtig interessant at prøve kræfter med på Fyn eller Sjælland Rundt.
Eneste anke herfra er bådens pris på 1.150.000 kr. der efter vores mening befinder sig i overkanten af hvad en 35 fod glasfiberbåd med alurig bør koste.
Franskbygget amerikaner
Masten er som resten af udstyret og konstruktionen førsteklasses. Det er en tapet aluminiums-rig fra engelske Sparcraft, den stående rig er i rod, faldene er i for-strakt spektra. Hækstaget er hydraulisk og betjenes let af rorsmanden, der qua balanceroret og det store rat altid har en hånd fri. Spillene og de fleste blokke er fra Harken, aflasterne er fra Spinlock og båden leveres med et trimbart genuaskødepunkt, bovsprydet er i kulfiber.
Bådens skrog er konstrueret med den såkaldte SCRIMP (See-mann Composites Resin Infusion Molding Process) teknologi. Det betyder, at der ved lamineringen af skrog og dæk er anvendt biaksiale og unidirektionale glasfibermåtter på balsakerne. Måtterne lægges op tørre og holdes efterfølgende fast med vakuum inden de vædes med resin. På denne måde skulle støbningen blive betydeligt stærkere, da man angiveligt helt undgår luftlommer i vævet. Selvom båden er designet i USA, bliver den bygget på licens i Frankrig. Masten står på bundstokken og røstjernene har som på de fleste andre moderne konstruktioner fat i bådens bundramme.
Vi kigger på designet
Med J/109 har de amerikanske designere fortsat, hvor de slap 105’eren. Og arbejdet er primært foretaget om læ. Hvor 105’eren er en udpræget dagsejler, der med en smule god vilje kan bruges til forlængede weekends, er J/109 en båd, der holder fast i sejlegenskaberne, mens der skrues op for komforten, så man nu kan bo og leve om bord.
Med sine 3,5 meter i bredden byder J/109 på en god rummelig salon, med to sofaer om spisebordet. Der er et stort kortbord, to gasblus i pantryet, et 80 liters køleskab og trykvand ved håndvasken. Skabsplads er der nok af, og håndværket er i orden uden af være prangende. Vi var om bord et par timer, og det var vores klare indtryk, at her var en båd, der kunne yde en komfortable ferie for fire voksne eller for familien. For- og agterkahytterne havde begge to sovepladser. Med lidt god vilje kan der også sove to personer i salonen, så man en lun sommernat ville kunne være seks overnattende voksne om bord.Cockpit og dækslayout er funktionelt indrettet. Med erfaringerne fra 105 har der ikke været meget slinger i valsen. Snorene sidder som de skal. Dog virker det en smule underligt, at rattet, der er stort, ikke er delvist nedsænket i en brønd men tvært imod hævet op på en piedestal, så det hænger og svæver i cockpittet, hvor det fylder. Som noget helt specielt kan hele agterbjælken fjernes så båden får en decideret fræk hæk, når der skal sejles race.
Mar 20, 2008 @ 01:10
kolla sailinganarchy.com en j-120 som håller på att tappa kölen och sjunka.
ser inte bra ut.
Mar 20, 2008 @ 08:05
Vad är det man säger Peter: Pics or it didn’t happen!
Mar 20, 2008 @ 21:46
Börjar inte J109an bli gammal?
Dags med en nu snabbare/lättare modell snart?
Ser fram emot den kommande modellen